Ejler Madsen - ny kunstner i Galleriet
Udskriv denne side

Foto: Peter Thomsen / Galleri5000

I det sene forår kører jeg ud til Ejler Madsen, som tager imod i sit atelier på Astrupvej i Odense. Mødet giver Ejler Madsen mulighed for at give mig et tilbageblik over et særdeles produktivt liv med livfuld billedhuggerkunst. Ejler er - som altid - nærværende, viril, engageret og veltalende uden stænk af flæbende nostalgi.

I Odenses bymiljøer skal man ikke gå langt før man, måske helt uden at vide det, støder på en af Ejler Madsens mange bronzeskulpturer, såvel uden- som indendørs. På det lille torv Skjolden, der forbinder Overgade og Nedergade, knejser 'Den standhaftige Tinsoldat', som med en enkelt afbrydelse har værnet om pladsen sammen med sine 14 medsoldater siden 1995. 'Ikaros' er majestætisk placeret foran indgangen til Odense Teater og indenfor finder man to bronzebuster af henholdsvis Homer og Shakespeare. På pladsen ved Klingenberg blev der i 2005 opstillet tretten hvilebænke, hver forsynet med et bronzerelief repræsenterende et af H.C. Andersens eventyr - og selv i udsmykningen af Dronningeværelset på Odense Rådhus har Ejler Madsen haft en finger med i spillet, idet han har stået for loftstukken udført i bronze. Og i Rosenbækkarréen følger fem vise mænd vandets stille rislen i døgndrift. Dertil 'Æblepigen' på Blangstedgård, 'Adam' på Kold College i Dalum, skulpturen 'Bevægelse over sten' på Hjalleseskolen. Bevæger vi os længere ud i det fynske landskab finder vi Ejler Madsens skulpturer så forskellige steder som Havrehedskolen i Morud, Nislevgård Efterskole ved Otterup, foran rådhuset i Ullerslev, på Sigfred Pedersens museum i Harndrup og ikke at forglemme Nordfyns Gymnasium, hvor bronzebuster af ældre og nutidige personligheder optræder som markante vejvisere til indgangen. Skulpturen 'Krop mod krop', som oprindeligt var opstillet på havnekajen i Middelfart har måttet se sig returneret til Odense, idet borgmesteren i Middelfart ikke ønskede, at Dronning Margrethe skulle kunne tage den i øjesyn under en byvandring i forbindelse med et sommertogt til provinsen. Skulpturen er nu placeret strunk og kraftfuldt foran Clausen Offset på Cikorievej. Senest har Sønderborg fået leveret en bronzeskulptur til havnefronten, som en parafrase over Christian d. II’s runde bord på Sønderborg Slot. Trods sine gigtplagede fingre vil Ejler Madsen fortsætte sit utrættelige, kunstneriske arbejde indenfor billedhuggerkunsten i sin helt egen stil med den grove modellering af skulpturerne, der fremkalder et fortættet og kraftfuldt udtryk. For som han siger: Hvis jeg ikke laver skulpturer, vil jeg bare gå i vejen.

I efteråret 2009 udgives et digert værk om Ejler Madsens livsværk med samt de fleste af hans værker. Bogen udgives på Odense Bys Museers Forlag og er skrevet og redigeret af mag. art. Niels Thomassen - en flot gestus over et flot liv i den fynske kunstverden.

Ejler Madsen er oprindelig uddannet finmekaniker, men brød tidligt med sit borgerlige ophav og blev kunstner på heltid. Den klassiske uddannelse fik han hos billedhugger Henry Luchow-Nielsen.

Efter sin debut på Kunstnernes Forårsudstilling i 1973 har han gjort sig bemærket ved en lang række separat- og gruppeudstillinger og som værdifuldt medlem af kunstnergrupperne Den Flexible og Den Gyldne. Ved siden af sit arbejde som udøvende kunstner underviste han i en årrække elever på Det fynske Kunstakademi.

+ Læs mere om Ejler Madsen

Værker til salg af Ejler Madsen
+ Skulptur mv. (Antal: 34)
+ Bøger mv. (Antal: 1)
+ Andet (Antal: 1)
Solgte værker af Ejler Madsen
+ Solgte (Antal: 16)

Artikler i nyhedsarkiv
+Galleri5000 - flytter til København
08. februar 2017
+Sommerudstilling 2016
+PÅSKEÅBENT
+Særudstilling i Filosoffen
+Ouverture 2014
+Lotteri og udstilling i Nyborg
+Sensommerudstilling
+Jubilæumsudstilling
+Åbent hus
+Finissage
+Sommerudstilling 2012
+Den Gyldne i SAK, Svendborg
+Sommerudstilling 2011
+Ny udstilling / fernisering
+Ny udstilling: 'Bordets Glæder'
+Den Gyldne
+Søndagsåbent på Filosofgangen
+Ejler Madsen - ny kunstner i Galleriet
+Det skriver Kunstavisen......
+Nyere dansk portrætkunst - særudstilling maj/juni


Nyhedsarkiv



Kontakt
Peter Thomsen
Galleri5000
Filosofgangen 3,1
5000 Odense C
Tlf.: 6612 7172
Mobil: 2423 7357
Mail: info@galleri5000.dk

Åbent alle ugens dage - hele døgnet - efter aftale.

Netop nu
Der er nu 2371 kunstværker til salg her på hjemmesiden:

Maleri mv. 657
Grafik, tegning mv. 956
Fotografi mv. 408
Skulptur mv. 282
Bøger mv. 38
Andet 30

Seneste nyheder
+Nye værker af Anja Percival og Henrik Martensen
+Nytilkomne
+Galleriweekend
Nye værker til salg
Nyeste kunstværker af Ejler Madsen her på hjemmesiden - klik på billederne for yderligere information.

Ejler Madsen
Pigen som trådte på brødet II

Ejler Madsen
-

Ejler Madsen
S.Aa. Kierkegaard

Ejler Madsen
Havfrue på dåse

Ejler Madsen
Havfrukost I