Kunstavisens anmeldelse af Jørgen Geisted udstillingen

Selvkonfrontationens gåder

Jørgens Geisteds monomane univers

Af Preben Winther

At betragte Jørgen Geisteds malerier og tegninger er at møde en tilsyneladende endeløs række af ordløse svar på de samme grundlæggende spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør jeg her? Hvordan er mit forhold til verden?

Geisted maler som en virtuos jazzsaxofonist, der i sin egen stil spiller sig igennem middelalder- og barokmusik, Lohengrin og Stravinsky for at se, hvad der er mest dækkende for det, han vil med sin musik.

Hvem er jeg?

Selvportrætterne er mange, og i den aktuelle udstilling hænger en stribe af dem, side om side. I et par af malerierne har han afbildet sig selv i profil, i det ene tilfælde foran et ældre højhusmiljø, i det andet foran en parafrase over en af Hieronymus Bosch's helvedesvisioner. Men størsteparten af selvbillederne er lavet en face. Kunstneren ser enten ud på betragteren med et spørgende blik eller stirrer bare, ud i luften, ind i sig selv, who knows? Kunstnere har til alle tider malet selvportrætter. Det er en del af afsøgningen af sig selv og tilværelsen. Geisteds er specielle. Både afstandsskabende og insisterende på den måde, Albrecht Dürers kunne være det. At kunstneren også kraftigt har studeret andre tyske og flamske mestre er evident. Man genkender en bestemt kropsholdning, en gestus, et minespil.

Ærefrygtindgydende formåen

Men også i de malerier eller tegninger, hvor Geisted har valgt andre motiver, er der megen selvrefleksion og afsøgning af verden og kunstens rolle i den: Stilleben med ting fra bedstemors tid, gengivet med barok præcision (i mere end én forstand), men med cézanne'sk forvredet perspektiv, tilsat et stænk metafysisk maleri. Dele af en bogsamling, malet med rystende flair for det effektfulde i at lade realisme kamme over i perfektionisme. Nok ikke tilfældigt afslører en af bogryggene Kierkegaards Begrebet Angest. Barndommens legetøj eller et nysseligt bord, der visuelt vælter ud imod beskueren.

Det er alt sammen sat på lærred eller papir med en ærefrygtindgydende formåen og ofte med afsæt i skrupelløse tyvetogter i kunsthistorien. Man fornemmer, at Geisted kan vælge den niche fra sin tekniske palet, der vil passe ind i det specifikke billede og dets udsigelse. Dürer, Hals, Strøbæk, whatever, og alligevel bliver de alle sammen... Geisted.

En stilfærdig blyantstegning af Lene er et af udstillingens få værker, der er billede i sin egen ret, uden underliggende niveauer og bagtanker. Her fornemmer man, at Geisted har villet dette andet menneske og ikke sig selv. Det er smukt og renfærdigt og ægte ind til benet og sætter de øvrige indblik i hans kontemplative, monomane univers i effektfuldt perspektiv.

Jørgen Geisted:
Selvportræt om sommeren, 2006.
Olie på lærred.
Foto: PW.

Udstillingen er forlænget frem til den 20. juli.

Læs mere om Jørgen Geisted