Turen gik til Biennalen i Venedig - tre dage i uge 40

Turen derned med fly tager godt 1 time og 40 minutter. Det samme gør turen på vandet fra lufthavnen i Venedig ind til City - en herlig måde at entrere kanalernes by nr. 1 på.

Introduktionen til byen blev et ophold på Marcuspladsen i selskab med masser af mennesker og ikke mindst duer. Et østeuropæisk orkester (helt sikkert) spillede salonmusik som vanligt til udskænkningen af en god flaske Pinot Grigio på Café Florian.

Jeg har længe ønsket mig at se 'Pinault Collection' i Punta Della Dogana - nogle gamle lagerhaller, som meget pietetsfuldt er blevet renoveret efter den franske milliardærs anvisninger og pengepung. Bygningerne huser pt. en stramt kurateret udstilling med værker fra det 14. århundrede op til vor tid bl.a. Elmgreen & Dragsets 'Powerless Structures' fra 2014. Udstillingen er i øvrigt kurateret af den dansk vietnamesiske kunstner Danh Vo. De udstillede kunstværker har vanskeligt ved at fylde rammerne ud og de overskygges helt af de smukke gamle murstensmure. Stemningen i rummene er andægtig og det visuelle udtryk er meget stille og kunne meget vel udfordres af mere koloristiske og kontrastfyldte værker. Men minimalisme synes at være i højsædet pt. Udenfor var der et meget smukt udsyn til Markuspladsen på den anden side af Canal Grande.







Næste dag gik turen til den 56'ende Biennale udlagt i det særlige udstillingsområde - Giardini - med repræsentation af 30 nationale pavilloner. Tour de Biennale begyndte naturligvis i den danske pavillon, som den dansk vietnamesiske kunstner Danh Vo også var kurator på. Og det meget minimalistiske koncept blev her gentaget i rendyrket form. Tre mindre værker skulle udfylde tre store rum - det ene malet rødt. Det gjaldt i øvrigt for mange af pavillonerne, at væggene var tonede i stærke farver, som skulle gå i samspil med de udstillede kunstværker - eller man skulle 'kæmpe' sig igennem sorte gardiner for at nå ind i helt mørke rum, hvor videoer i alle afskygninger blev afspillet.







Temaet for årets Biennale var: 'All the World's Futures' og flere af de nationale udstillinger tog da også udgangspunkt i emner vedr. verdens tilstand - dog med vid mulighed for fortolkning. Den russiske pavillon viste bl.a. en kæmpe beskyttelsesmaske.



I den japanske pavillon udstillede kunstneren Chiharu Shiota værket 'The Key in the Hand', hvor hele rummet på en særpræget måde blev 'malet' rødt af tusinder af meter rød tråd, som var blevet udspændt på kryds og tværs og hvori der var ophængt en 'million' nøgler. Et værk med rige muligheder for symboltydning.



To af pavillonerne havde taget udgangspunkt i 'Naturen' som kunstnerisk grundparameter. Den franske udstilling omfattede ca. 7 meter høje canadiske fyrretræer inkl. jordklump, som til stor moro og forundring, ved hjælp af en indbyggede motorer, langsomt flyttede sig rundt på udstillingsarealet, såvel ude som indendørs.



Også Østrigs pavillon viste natur i form af en plantet skov inde i bygningen - akkurat som det skete ved den allerførste Biennale. Træet fra dengang står stadig i pavillonen. Det er nu ca. 20 meter højt og rager ud gennem taget.

Ellers synes alle virkemidler og teknikaliteter at blive taget i brug - kun Rumænien turde åbenbart vise 'ordentlige' malerier, som udfyldte rummene med overbevisende tyngde. Et af malerier endda med dansk ejerskab.


Vor egen John Olsen, som selv udstillede på Biennalen i 1995, har ikke levet forgæves, hvilket tydeligt fremgår af ovenstående collage, som kunne ses i den Australske pavillon.

Kunsten bliv i Giardini vist i al sin mangfoldighed og i alle afskygninger - og man blev hele tiden kraftigt udfordret af spørgsmålet: Hvad er kunst? Og kunstens rolle?

Onsdag gik turen til Arsenalet (tæt ved Giardini), som omfatter gamle bygninger, der tidligere husede dele af den italienske flåde. Det er yderst imposante bygninger, som stiller store krav til den udstillede kunst.

Her havde den kendte nigerianske kurator Okwui Enwesor fået til opgave at sammensætte en udstilling med værker af 136 udvalgte kunstnere hentet hjem fra hele verden til et fyrværkeri af maleri, tegning, installation, fotografi, lys, lyd!! - men alligevel helstøbt og 'breathtaking'.









Måtte herefter have en lille kunstpause inden det gik videre til to andre udstillinger:

'My East is Your West' i Palazzo Benzon - en totalinstallation, hvor værkerne/installationerne i pixeleret form gik i tæt dialog med de prangende lokaliteter. Udstillingsstedet var blevet anbefalet af medarbejdere ved Brandts, hvilket jeg kun kan billige. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem kunstnere fra henholdsvis Indien og Pakistan. Umiddelbart et umage partnerskab og megen symbolik var indbygget i værkerne, som dog kunne 'nydes' uden skelen til de underliggende politiske budskaber. Palazzoet var vanskeligt at finde i de labyrintiske gader, men det var hele besværet værd.



I Palazzo Fortuny blev udstillingen 'Proportio' besigtiget. Udstillingen var udformet som en invitation til dels at udforske universelle proportioner og indbyrdes sammenhænge, dels genstarte en dialog ved tabt kundskab vedr. fundamentale geometriske grundsætninger. Palazzoets fire etager var fyldt med eksempler fra kunstens verden, som kunne understøtte udstillingens tema - ét stort undrekammer omfattende sære sammenstillinger og et brud på ellers 'normale' udstillingskoncepter. En konstant udfordring til ens form og farvesans. Dertil var udstillingen stærkt funderet og integreret i de smukke rum.





Sidst på dagen stod det på et glædeligt gensyn med Peggy Guggenheim-museet og verdenskunsten i form af værker af Pollack, Motherwell, Picasso, Magritte, Dali, Calder, Mondrian, Braque, Léger, Miró, Kandinsky, Roskin m.fl.

Så med hovedet fyldt af kunst og nye kunstneriske indtryk sluttede tre dages kunstrejse - dog stadig bærende på et uforløst spørgsmål: Hvad er kunst?

Og så har jeg stadig vanskeligt ved at begribe kunstens evne til at fange én - og rykke i ens grundvold.

Biennalen kan ses frem til d. 22. november - eller igen om to år.

Se mere her