Åbningstale på Vendsyssel Kunstmuseum

ÅBNINGSTALE. Poul Janus Ipsen - Forbuden Frugt. Vendsyssel Kunstmuseum, 8.9.2017

Indtil slutningen af 1700-tallet havde mennesket en oplevelse af verden som sammenhængende - man levede i pagt med naturen og underlagt dens årstider, man kendte sin plads i samfundet, og det hele var styret af Gud, som havde skabt verden og sat mennesket deri.

Med oplysningstidens fokus på naturvidenskaberne havde mennesket op gennem århundredet efterhånden fået magt over naturen og kunne udnytte dens ressourcer efter behov. Det førte til industrialiseringen, som igen førte til en stadig større distance mellem menneske og natur - og den store sammenhæng gik i opløsning. Guds skaberværk blev udfordret af menneskets trang til at undersøge og opfinde, til at sætte dagsorden selv, og det materialistiske, ofte åndløse samfund, som vi kender i dag, tog form. Mennesket blev verdens centrum, hvor før Gud havde været det, og rundt om mennesket var alt det, der kunne måles, vejes, systematiseres og føres ind i kolonnebøger.

Hvorfor er det relevant at tale om konsekvenserne af oplysningstiden, når vi åbner en udstilling med maleri, blandformer og grafik af Poul Janus Ipsen?

Det er relevant, fordi vi i dag på mange måder befinder os i en tid med et lignende, åndløst verdenssyn, nu blot styret af teknologien, af modeluner og overfladiskhed, og det er den verden, Poul Janus Ipsen reagerer på. Og det er relevant, fordi oplysningstidens fokusering på det dennesidige, på den fysiske og målelige verden, ikke gik upåtalt hen.

Ved slutningen af 1700-tallet tog kunstnerne nemlig til genmæle, og som en reaktion på alt det rationelle og objektive fokuserede de på irrationelle ting som åndelighed, stemning, anelse og symbol, de insisterede på friheden til at skildre og blotlægge den fremmedgørelse, som et stadigt mere materialistisk samfund førte med sig, og de insisterede på at skildre den skønhed, som fik stadig sværere vilkår. Alt sammen noget, man genfinder i Poul Janus Ipsens kunst.

Og 1800-tallets kunstnere insisterede på den kunstneriske frihed, som vi kender den i dag. De skabte en individuel, frigørende, fantasifuld og fabulerende opposition til systemerne og kolonnerne - til regnedrengene ville vi nok sige i dag - og Poul Janus Ipsen er en nutidig repræsentant for denne opposition.

Drivkraften i hans kunst er nemlig det, der bevæger ham i samtiden. Enten det, der irriterer ham, gør ham gal i skralden, påvirker ham ved sin mangel på moral, indsigt eller hensyn, eller det, der giver ham glæde og skønhed, pirrer hans fantasi og forestillingsevne.

Kort sagt, Poul Janus Ipsen skaber sin kunst på den energi, der ligger i at konfrontere det, han ikke kan acceptere, og det, han elsker - akkurat som det var tilfældet med oppositionens kunstnere ovenpå oplysningstiden.

Poul Janus Ipsen godtager ikke stiltiende tingenes tilstand, han tager livtag med det overfladiske og insisterer på at konfrontere sit publikum med store, eksistentielle og tidløse temaer som identitet, myte og forgængelighed eller aktuelle temaer som miljø og nationalisme - og skønhed, altid skønhed.

Poul Janus Ipsen skaber rige etiske, politiske og erotiske billedfortællinger, malet i et smukt, perfektionistisk og fabulerende formsprog eller formet med allehånde materialer, som ikke traditionelt hører til i kunstens verden.

Han henter træk og motiver fra så forskellige epoker som 1600-tallets barok og 1960ernes popkunst og fra 1. verdenskrigs dadaisme og 1930ernes surrealisme, blander dem og skaber sit eget udtryk.

Ofte er vinklen menneskets syndefald, dets tab af uskyld i en moderne verden - inspireret af de mange gange, vi af egoisme, historieløshed, tankeløshed og ligegyldighed ter os som idioter, men ligeså ofte er vinklen en inderlig glæde over menneskekroppens skønhed, over modne frugters farvepragt og materialers mangfoldige stoflighed.

Poul Janus Ipsen er nok en kritisk historiefortæller, men han moraliserer ikke, han formaner ikke, søger ikke at omvende os. Han lader sine værker åbne sig for os med skønhed, fantasi og en fandenivoldsk uimponerethed overfor, hvad andre kunstnere ellers gør her og nu, og så må vi selv tage stilling, både til hans kunst og til dens fortællinger.

Poul Janus Ipsen er selvlært, rundet af 1960ernes eksperimenterende kunst og af årtiets fornyede interesse for surrealismens frisættelse af det underbevidste, det fantastiske og det erotiske, som også karakterisere nogle af de kunstnere, han udstillede sammen med på Grønningen fra 1972, bl.a. Loui Michael, Arne Haugen Sørensen og Jørgen Boberg.

Ipsen valgte dog tidligt at holde sig uden for de grupperinger og fronter, som prægede den danske kunstscene. I 1979 flyttede han til New York, hvor han boede til 1997. Det var her, Ipsen skabte sine samfundskritiske værker af affaldet efter forbrugsfesten, det var her, han udviklede sine relieffer som hybrider mellem maleri og skulptur og det var her, han begyndte at arbejde med parafrasen, dvs. gendigtninger af tidligere tiders kunst.

Efter hjemkomsten fra NY i 1997 bosatte Poul Janus Ipsen sig på Bogø, langt fra den københavnske kunstscenes ærtehalm, og det er her, langt ude på landet, omgivet af marker og får, at han nu spidder både menneskets dårskab og livets skønhed.

Som når den smukt svungne kvindekrop næsten forsvinder bag et hav af grøntsager, som det sker i Økologisk madonna, eller når den danske jul er pakket ind i afspærringsbånd. Som når kunstnerens skarpt observerede blik blokeres af et par påklistrede øjne eller når en stor mandehånd - er det måske Guds - rækker ud efter de forbudne frugter.

Poul Janus Ipsens kunst er pirrende og sanselig som de forbudne frugter, den er generøs og krævende, som kun en kunstner med noget på sinde kan skabe den. Og den fordrer, at vi går til den med blik for både skønheden, galgenhumoren og alvoren. Det er ikke uskyldige eventyr, der fortælles her - det er tiden og dens mennesker, der spiddes. Det er smukt, men de spiddes ...

Kære Janus, mange tak fordi du lod mig få et indblik i din kunst, i dit blik på verden af i dag. Det har været en fornøjelse.

© Anne Lie Stokbro 2017

Læs mere om Poul Janus Ipsen