Den tredje kunstnerbroder

Galleri5000 udstiller kulmalerier af den fynske maler Hans Peter Carlsen (1855-1950) på Cafebiografens vægge. Udstillingen 'Den tredje kunstnerbroder' åbner den 4. maj 2019



For et par uger siden åbnede Brandts udstillingen 'Kunstnerbrødre' om L. A. Ring og H. A. Brendekilde kunstneriske parløb. På Cafebiografen, som ligger nogle få skridt fra Brandts, åbner Galleri5000 og historikeren Maria Rytter den 3. maj udstillingen 'Den tredje malerbroder' med værker af fynboen H.P. Carlsen (1855-1950). I studietiden på det Kgl. Kunstakademi i København dannede Carlsen, Ring og Brendekilde et trekløver, og det var gennem Carlsen, de to kunstnerbrødre fandt hinanden.

I studietiden og et stykke ind i 1880erne hutlede 'dette malende trekløver sig igennem i utrøstelig fattigdom', fortæller kunsthistorikeren Herman Madsen, 'kogte kartofler dyppet i salt var det sædvanlige middagsmåltid.' Men efterhånden kom der fremgang, først for Brendekilde, så for Ring, mens den tredje kunstnerbroder sank ned i den dybeste armod. I 1892 endte han 37 år gammel som fattiglem bag murene på det berygtede O. T. eller Odense Tvangsarbejdsanstalt i Klaregade. Her sad han på Korup-Ubberud sogneråds befaling og betaling fra 1892 til stedet blev nedlagt i 1949.



Alene det at en ludfattig dansk akademiuddannet kunstner har siddet indespærret i 57 år i en arbejdsanstalt, gør ham et studie værd. Alligevel er det er ikke det, som placerer ham på førstepladsen over interessante, glemte eller kuldsejlede kunstnerskæbner. H.P. Carlsens livshistorie hæver sig op over de andres, fordi han ikke mislykkedes som kunstner, men tålmodigt i alle disse år, malede sine kunstværker bag høje mure og låste porte, indespærret i sin celle, hvor han kunne nå fra væg til væg, når han strakte armene ud. Over 5000 værker ansloges det i samtiden, at han havde skabt, da han døde 94 år gammel i 1950.



Som indespærret var H.P. Carlsen berøvet adgang til staffeli, oliemaling, lærred, terpentin og malerpensler. Han måtte derfor begynde helt fra bunden, og selv at opfinde sine materialer, ud fra det, der var tilgængeligt indenfor murene. Hans lærreder blev store stykker indpakningspapir (karduspapir), som var slået omkring pallerne med posepapir til fangernes tvangsarbejde, at klistre poser til byens købmænd. Til grundering af karduspapiret brugte han lim og kridt. Limen kom fra poseklistringen, og kridtet fra den kalk, som anvendtes til kalkning eller reparation. Hans maling var trækul i fast og pulveriseret form. Kullet stammede fra anstaltens komfurer og kakkelovne. Hans pensel var pege- og tommelfingeren, en lommekniv og en stiv pensel, som også blev anvendt til at smøre klister på poserne. Hans staffeli var et bræt lagt over cellesengen. På den seng skabte han i tusindvis af kulmalerier, hvis motiver viser den natur, som han aldrig mere skulle se for sine egne øjne, men måtte finde i erindringen.

H.P. Carlsen fik fra 1920’erne lov til at sælge sine malerier fra sin celle på anstalten. Kunderne var byens arbejdere og håndværkere, som på en billig vis kunne erhverve et originalt kunstværk. De udstillede billeder på Cafebiografen er alle i de oprindelige glas og rammer fra 1920’erne og 30erne, og gamle Odenseborgere har fortalt, at indramningen var dyrere end kunsten.

At Hans Peter Carlsen fra sin position på samfundets absolutte bund med så primitive remedier kunne udvikle sig til at blive en mester i anvendelsen af farverne sort-hvid i dansk malerkunst ligner et mirakel, men skyldes kunstnerens enorme selvdisciplin, hans talent og tro på kunstens vigtighed.

På åbningsdagen udkommer en lille bog 'Hans Peter Carlsen 1855-1950 - Maleren uden farver og lærred' af Maria Rytter/Mariateresa Pullano på Forlag5000.

Udstillingen varer frem til d.30. juni.