Annas valg III: Steffan Herrik
Jeg har overtalt kunsthistorikeren Anna Krogh (tidligere ansat på Museum Brandts og Sorø Kunstmuseum) til at gå på opdagelse i mit store lager I Wichmannsgade.
Ca. en gang om måneden vil Anna gavmildt dele ud af sine refleksioner og observationer vedr. udvalgte værker, som sætter tanker i gang og beriger os som mennesker.
Det tredje kunstværk er en bronzeskuptur af Steffan Herrik.
Steffan HerrikDobbelt-gumozo, 2023.Bronze, H: 19 cm
Kan man være storsnudet og ydmyg på en og samme tid? Ja, hvis man er en Gumozo1 og skabt af den danske billedkunstner Steffan Herrik (f. 1950). Et to-hovedet fabeldyr, der både knejser med nakken og bøjer sig forover i underkastelse eller beskedenhed. Og med panisk blafrende vinger. Det ligner to ikke-nærmere artsbestemte fugle i en udspændt dans. De er kantede og formet skarpt i bronzen. Fjerene minder mest af alt om en spændetrøje og måske er Gumozoerne hverken stolte eller ydmyge, men i panisk flugt fra hinandens omklamring det er i hvert fald svært at se hvordan denne relation kan ende lykkeligt.Gumozoen findes kun i fantasiens verden, og dér er som bekendt alt muligt. Også skulpturelt. Der er en markant indre dynamik i figurens 'bevægelse'. Den burde ikke kunne balancere, men vælte bagover ved først kommende lejlighed. Det sker ikke. Den anden Gumozo, den ydmyge, genvinder nemlig så at sige bevægelsens balance.Der er meget på færde. Den indre energi suppleres af skulpturens fortættede overflade. Dobbelt-gumozo er i udgangspunktet skabt i formbart voks, der smeltes væk af den flydende bronze. Det giver kunstneren uendelige muligheder for at skabe en udtryksfuld overflade, hvor overgange fra lys til skygge bidrager til formens samlede udtryk. Herriks ekspressive stil viser sig konsekvent i skulpturens ydre og indre væsen, og hans arbejde skaber ironisk nok både balanceret ro og kontrastfyldt dynamik.Kombinationen af modsatrettede temperamenter er ikke et ukendt fænomen når man taler om mennesker, men dem interesserer Herrik sig ikke for i sin kunst. Eller rettere, de er til stede, men kun som indirekte værdibærende karaktertræk. Både i hans skulpturer og grafiske værker er hans fremstillinger af mere eller mindre opfundne mytologiske figurer tilført menneskelige egenskaber. Steffan Herrik er med et fint ord en moderne antropomorfist; han tillægger naturens eller mytologiens allestedsnærværende forekomster menneskelignende egenskaber, og det får os uvægerligt til at identificere os med Gumozoerne. Svaret på spørgsmålet om hvorvidt ens karaktertræk kan spænde mellem flere yderpoler blafrer nok fortsat i vinden, men i Herriks univers er alt befriende muligt. 1Gumozo eksisterer som fugl i Axel Sandemoses bog Mytteriet på Barken Zuidensee, 1963'Annas valg' er en serie af betragtninger om kunstværker, der har gjort et særligt indtryk på forfatteren.
Se flere værker af Steffan Herrik her:
Godt Nytår