Tidligere udstilling
Hans Christian Rylander in memoriamSoloudstilling med værker – malerier, skulpturer, tegninger, tryk – af Hans Christian Rylander
Udstillingen kan ses efter aftale.

Allerede tilbage i begyndelsen af 1970’erne købte jeg mit første maleri af Rylander - blandt venner og kolleger kaldet 'Rylle'.
Det blev til et livslangt on/off-bekendtskab med flere køb, afhængig af både min og Rylanders pengepung.
Rylander var en af vor samtids mest markante og indflydelsesrige billedkunstnere i dansk kunstliv. Han satte sit store aftryk ved udsmykningen af den mere end 100 meter lange vandrehal i Provianthuset på Christiansborg, gavludsmykningen i Brande, Biennnalen i Venedig i 1984 m.m.m. og et livslangt formandskab af kunstnergruppen Decembristerne.

I de senere år blev kontakten mellem os mere intens, med mange besøg på Rylanders gård på Bogø, samtidig med at helbredet satte grænser for udfoldelsesmulighederne – men han insisterede på at male lige til det sidste.
I en alder af 82 år døde Rylander i december 2021 og efterlod et atelier fyldt med værker, som han havde 'gemt' eller lige var blevet færdig med, herunder malerier i proces.
I et godt samarbejde med boets kurator er det lykkedes mig at udtage en samling af værker med stærkt præg af Rylanders dna.
Jeg glæder mig til at fremvise et udvalg af disse Rylle-værker ved den kommende udstilling, hvor stuerne vil være fyldt med Rylanders værker og ånd.
Velkommen på 1. sal tv.
Bedste hilsner, Peter